Til de der kan huske tilbage i slutningen af 70érne og starten af 80érne, der monterede man en blitz ovenpå kameraet når man skulle fotografere, det var iøvrigt besværligt med flere indstillingsmuligheder, hvor der var flre steder hvor det kunne gå galt, og et gjorde det da også for mange mennesker.
Så kom de første kameraer med indbygget vlitz og det var rigtigt smart, altid var blitzen med, og man kunne bare tænde den når det var nødvendigt, nej de første kunne ikke selv tænde, mend et kom da heldigivs hurtigt.

Desværre kom de røde øjne helt samtidigt med introduktionen af den indbyggede blitz. Senere og også idag er der på næsten alle kameraer en “anti røde øjne” funktion, der efter min allerbedste mening, overhovedet inkke virker.

Det der går galt er at blitzen sidder for tæt på objentivet og på den måde bliver vinklen på lyset meget flad (eks. 1).
Da vi havde den løse blitz var vinklen meget større. Øjet er bygget op at rigtigt mange “receptorer” der er ligesom en slags ledninger der bringer informationen omkring lyset op til hjernen, og alle disse ledninger går ud af øjet midt i øjet bagtil.

Når det er mørkt åbner vores pupil sig ganske automatisk for at vi kan se hvad der er i rummet, men det er ikke så smart med blitzen, da lyset tillades at ramme det bageste af øjet når pupillen er helt åben. Ved at få lukket pupillen en smule (Fig. 2), rammer lyset et andet sted bagt i øjet, og der er der ikke så rødt. Det som de små blitzglimt der kommer inden det store glimt skal gøre, er at få pupillen lukket en smule, men det er min erfaring at det ikke virker.

Fotografen har en løs blitz der står et stykke fra kameraet (Fig. 3), dette gør så at lyset rammer langt fra det farlige område bagi øjet.

Pin It on Pinterest